Nyhedsbrev - Bloggers do good

02 April, 2017

Nyhedsbrev - Bloggers do good

20 af Danmarks største bloggere står sammen om at støtte verdens udsatte.

 

I samarbejde med designvirksomheden Ziito Design, har en lang række af landets bloggere valgt at skabe gruppen Bloggers Do Good. Formålet med gruppen ér, igennem forskellige events, at rejse penge til velgørende formål.

 

Første event bliver en pop-up butik i samarbejde med dansk Røde Kors. Konceptet er simpelt: Ziito står for organisering og indretning af butikken, hvor bloggerne donérer tøj, som Røde kors sælger. Overskuddet går ubeskåret til Røde Kors, og både Ziito og bloggerne stiller deres ressourser til rådighed helt gratis.

 

“Det hér er en hjertesag for mine to brødre og jeg, som ejer Ziito. Vi vil rigtig gerne gøre en forskel, og med hjælp fra de danske bloggere har vi mulighed for i samarbejde at gøre en stor forskel. Det skal ikke være nogen hemmelighed at både vi og bloggerne får eksponering gennem eventet, men det handler ene og alene om at gøre en forskel for folk som er i nød.” Udtaler Jonas Oxholm, ejer af Ziito Design og forsætter. “Vi donérer allerede som virksomhed penge, ligesom mange af bloggerne også støtter forskellige organisationer - men vi kunne se at vi gennem Bloggers Do Good kunne gøre en meget større forskel, hvilket er grunden til at vi oprettede gruppen.”

 

Selvom gruppen er helt ny, tæller den allerede en del medlemmer og herunder også mere kendte bloggere, såsom Louise Schamuborg Madsen og blogger/model, Simon Hamidavi. “Det betyder rigtig meget for os at bloggerne har taget så godt imod initiativet, og vi er sikre på at samarbejdet bliver en stor gevinst for alle.” Siger Jonas Oxholm.

 

Der vil løbende komme nye events fra Bloggers Do Good, ligesom Jonas Oxholm forventer at en del nye bloggere vil tilslutte sig gruppen i den kommende tid. “Vi er meget åbne for nye medlemmer, og velgørenhedsorganisationer som vil samarbejde med Bloggers Do Good” Siger Jonas

 

Bloggers Do Good x Røde Kors finder sted d.4-6 maj, Kødboderne 9 i Kødbyen. Find mere information om eventet her.